PROJEKTSÆLGER TIL NIC DENMARK

Energisk projekt sælger til innovativt ClipOn system til byggebranchen

Kan du være drivkraften i NIC Denmarks salgsindsats og fortsatte udvikling på det danske marked, for en række meget perspektivrige og nytænkende produkter? læs mere her:

Virksomheden

NIC Denmark er grundlagt i 1999 og har siden været kendt for sine innovative og tidsbesparende systemløsninger, der med stort fokus på kundens behov, sikrer den gode økonomi i byggeprojektet.
Virksomheden har patent på det unikke ClipOn system, som har vundet stort indpas i danske nybyggerier. Særligt har de ”usynlige” gerigter fået plads i mange arkitekters hjerter og ikke mindst bygherrer der prioriterer den kvalitative, nemme og tidsbesparende løsning, der samtidig giver en økonomisk gevinst. ClipOn produkterne er kendt og værdsat for den flotte finish og kvalitet og har fået stor anerkendelse i byggebranchen for holdbarhed, finish, samt for en særdeles god økonomi i byggeriet.
NIC Denmark er en meget spændende, udviklingsorienteret og innovativ virksomhed i vækst, hvor kvalitet, samarbejde og medarbejdertrivsel prioriteres højt. Virksomheden har pt 11 ansatte og er centralt placeret i det naturskønne Glyngøre.
Du kan læse mere om NIC Denmark på www.nordicinnercore.dk

Stillingen

I et tæt samarbejde med den interne organisation, bliver det din opgave at forestå og gennemføre det opsøgende og relationsskabende salg til den relevante målgruppe af kunder indenfor det professionelle byggeri, som f.eks arkitekter, håndværkere, bygherrer, entreprenører og forhandlere. Du bliver derfor i stort omfang virksomhedens ansigt udadtil og skal selvstændigt følge op på både internt som eksternt generede salgs leads, deltage aktivt i tilbudsgivning og planlægge det gennemførende salg.

Du får ansvaret for det eksternt opsøgende projektsalg og arbejdsopgaverne vil derfor bla. omfatte:
• Opsøgende og gennemførende salg rettet mod det professionelle byggeri i hele Danmark
• Gennemføre relationsskabende aktiviteter med både potentielt nye som eksisterende kunder
• Generering af nye salgs leads og identifikation af potentielle nye projekter
• Deltagelse i udarbejdelse af tilbud

Du får en vigtig rolle i koordineringen mellem det interne salg, produktionen og kunden og skal i et tæt internt samarbejde være med til at sikre at den enkelte ordre afsluttes optimalt.
Kunderne ligger over hele Danmark og som udgangspunkt starter din arbejdsdag fra din egen bopæl.

Kvalifikationer

Der er ingen krav eller forventninger til din formelle uddannelse men en håndværksmæssig eller byggeteknisk baggrund kombineret med en kommerciel og salgsmæssig erfaring vil være en stor fordel.
Det er dog afgørende at du har kendskab og erfaring med professionelt projekt salg til målgruppen af kunder og det forventes derfor at du har:

• Indgående kendskab og erfaring med det opsøgende og gennemførende salg til det professionelle byggeri.
• Stort kendskab og erfaring med projektmarkedet og relationsskabende aktiviteter
• Har et stort netværk i branchen og ved hvad der skal til for at ordren lukkes
• Erfaring med gængse salgsredskaber, og ikke mindst at formidle et budskab enkelt og ligetil.

Som person kendetegnes du af et stort drive og en resultatorienteret arbejdsform, da dette er vigtige ingredienser for at opnå succes i jobbet. Du brænder for at skabe kommercielle succeser. Du kan arbejde meget selvstændigt – men har forståelse for nødvendigheden af en teamorienteret indsats – og er struktureret med fokus på detaljen. Du er selvkørende og har et stort gå-på-mod og gennemslagskraft. Drives af at vinde og opnå resultater og er analytisk. Du er naturlig udadvendt, tillidsvækkende, forhandlingsvant, vedholdende og eksekverende i din tilgang til beslutninger og evner at skabe overblik og struktur. Du har en ærlig, ligefrem og diplomatisk tilgang til kunderne og kan kommunikere ubesværet på alle niveauer i en organisation.

Kompensation og udviklingsmuligheder

NIC Denmark tilbyder en nøgleposition i en ambitiøs og vækstorienteret virksomhed der giver stort råderum og handlefrihed til medarbejdere og ledere. Der er således store muligheder for både personlig og faglig udvikling. Organisationen er kendetegnet ved et åbent, direkte og uformelt miljø og ansættelsesvilkårene forhandles på et individuelt niveau med en attraktiv gagepakke bestående af firmabil, pensionsordning, sundhedsforsikring, telefon og PC.

Ansøgning

Hvis du har behov for at høre mere om stillingen og NIC Denmark, inden du sender din ansøgning, er du velkommen til at kontakte rekrutteringskonsulent Frans Høyer fra HOYER rekruttering på + 45 20 91 54 00
Vi arbejder på at besætte stillingen hurtigst muligt og vil løbende vurdere de indkomne ansøgninger– derfor er der ingen ansøgningsfrist.
Du kan søge stillingen ved at klikke på ” søg stilling” på denne side.

Vi glæder os til at høre fra dig.