TECHNICAL WRITER TIL R82

Kan du vedligeholde og udarbejde teknisk dokumentation med sikker hånd? Kan du kombinere en struktureret arbejdsgang med kreative visualiseringer efter input og beskrivelser fra forskellige afdelinger på tværs af organisationen? Appellerer det til dig at frembringe teknisk dokumentation, der opfylder stramme krav under det medicinske direktiv, og som henvender sig til en ganske særlig målgruppe?

Virksomheden

R82 indgår i Etac koncernen, som er en af verdens førende leverandører af hjælpemidler til børn og unge med særlige behov. Etac koncernen er ejet af den svenske koncern Nordstjernan. Med et stærkt produktprogram indenfor alle områder af hjælpemidler til børn og unge med funktionsnedsættelser i den nævnte målgruppe, som bl.a. omfatter siddesystemer, gå- og ståhjælpemidler, hygiejneprodukter og autostole, udgør virksomheden rygraden i Etacs ”Product Business Unit (PBU) Paediatrics” og spiller en væsentlig og førende rolle i markedet for virksomhedens produkter. Virksomheden er velkonsolideret og er i kraftig vækst. PBU Paediatrics opnåede således en omsætning i 2019 på over 500 mio. kr.
R82 har tæt på 200 ansatte i Gedved og er i øvrigt repræsenteret gennem salgsselskaber i Sverige, Norge, England, Holland, Tyskland, Italien, USA, Australien, samt distributionspartnere i over 40 lande.

Virksomheden er beliggende i Gedved ved Horsens og du kan læse mere om R82 her: www.etac.com

Stillingen

Der er tale om en meget spændende stilling i en helt unik virksomhed, og med reference til After Sales Manageren bliver du en central del af teamet omkring After Sales og teknisk dokumentation. Som Technical Writer bliver du ansvarlig for udarbejdelsen af nye såvel som opdateringer af eksisterende brugermanualer, monteringsvejledninger og teknisk dokumentation, og du bliver en del en afdeling med et stort sammenhold og en dedikeret kultur, hvor der er fokus på opgaven. Opgaverne og ansvarsområderne bliver bl.a.:

  • Vedligeholdelse og løbende ændringer af eksisterende brugermanualer og monteringsvejledninger samt udarbejdelse af nye
  • Udarbejdelse af vejledninger i brugen af produkterne i form af grafiske tegninger (SOLIDWORKS composer), piktogrammer samt ved anvendelse af digitale og visuelle medier
  • Tekstforfatning til nye manualer samt styring af oversættelser til øvrige sprog
  • Udformning og registrering af kildedata i database i PIM system (inRiver) og Excel
  • Videreudvikling af manualkoncept ved brug af digitale værktøjer samt rebranding af layout
  • Deltagelse i projektgrupper for udvikling af nye produkter og produktoptimeringer med særligt fokus på risikovurdering
  • Optagelse af How-To videoer
  • Vedligeholdelse og videreudvikling af reservedelsdatabase (Spare Parts Finder)

Kvalifikationer

Din formelle uddannelse er ikke afgørende men en erfaring som teknisk tegner, grafiker eller lignende er en klar fordel, mens erfaring fra en lignende stilling er nødvendig. Du har både viden, indsigt og erfaring med at udarbejde teknisk dokumentation i henhold til standarder, som f.eks. ISO-standarder, og regulatoriske beskrivelser. Hertil kommer teknisk flair med evnen til grafisk at formidle et budskab af teknisk og mekanisk karakter til en bred målgruppe. Du har erfaring fra en lignende stilling og kender processen fra udviklingsprojekt til færdig manual.

Solid erfaring med Adobe pakken og herunder inDesign, Illustrator og Photoshop samt gerne erfaring med SOLIDWORKS,  dog ikke et krav. Hertil kommer naturligvis, at du er en habil bruger af Office pakkens forskellige programmer og specielt Excel. Virksomheden er en del af en international koncern, hvor koncernsproget er engelsk. Det forudsættes derfor, at du ubesværet kan kommunikere på engelsk.

Som person kendetegnes du af et målrettet fokus og en struktureret arbejdsform, da dette er vigtige ingredienser for at opnå succes i jobbet. Du brænder for fagområdet med stor interesse og faglig indsigt og kan både arbejde selvstændigt og i  teams med fokus på detaljen. Du har en naturligt analytisk tilgang til dine opgaver, er selvkørende og har et stort gå-på-mod og vilje til, at tingene skal lykkedes. Har let ved at etablere kontakt til nye relationer og er vedholdende for at nå i mål. Du trives i en travl og til tider hektisk hverdag

Ansøgning

R82 A/S tilbyder en nøgleposition i en ambitiøs og vækstorienteret virksomhed, der giver et stort råderum med handlefrihed og store muligheder for både personlig og faglig udvikling. Organisationen er kendetegnet ved et åbent, direkte og uformelt miljø. Ansættelsesvilkårene forhandles individuelt.

Hvis du har behov for at høre mere om stillingen – inden du sender din ansøgning – er du velkommen til at kontakte rekrutteringskonsulent Frans Høyer fra HOYER rekruttering på + 45 20 91 54 00

Vi arbejder på at besætte stillingen hurtigst muligt og vil løbende vurdere de indkomne ansøgninger – derfor er der ingen ansøgningsfrist.

Du kan søge stillingen ved at klikke på ” søg stilling” på denne side.

Vi glæder os til at høre fra dig.